I min proces med at finde den dybere mening med livet blev jeg klar over, at det jeg søgte var mere indre og ydre ro - og et liv uden daglig stress og med mere tid til børnene og overskud til rent faktisk at leve og være glad.
Næste skridt var at finde ud af, hvordan det var muligt for mig at skabe sådan en tilværelse. Det svar, der intuitivt kom til mig var, at jeg først og fremmest måtte ud af mit arbejdsmæssige hamsterhjul som CEO for en Health Tech-start-up, så jeg kunne begynde at trække vejret og mærke mig selv.
Udfordringen var dog, at jeg efter skilsmissen havde købt hus og var blevet ene-forsøger, hvilket umiddelbart gjorde det umuligt for mig at sige det velbetalte direktørjob op.
Men min intention var klar og det var, som om universet hørte mig. Kort tid efter skete miraklet. Min bror og svigerinde skulle flytte og jeg fik tilbuddet om at købe deres billige andelslejlighed på Østerbro i København. Hurtigt fik jeg solgt huset med overskud, så jeg kunne betale for lejligheden og stadig have en mindre økonomisk buffer på kontoen. Jeg opsagde mit job, skippede bilen og reducerede udgifterne til et minimum. Samtidig besluttede jeg mig for, at jeg ville være selvstændig.
Stærkt inspireret fik jeg skrevet en forretningsplan for min nye business med kapitalanskaffelse til iværksættere og vækstvirksomheder. Den næste store udfordring var at komme i gang med at tjene nogle penge, hvilket ikke var helt så let, som jeg havde troet. Derfor besluttede jeg mig for at finde en coach, der kunne hjælpe.
Jeg søgte på nettet og fandt en coach. Han havde ikke tid til at coache mig; men tilbød i stedet en clairvoyance session. Med en del skepsis accepterede jeg.
Clairvoyancen var noget af det vildeste, jeg havde prøvet. Han fortalte mig nærmest ALT om mit liv, mine relationer og de negative programmeringer, der forhindrede mig i at komme videre. Et af de spørgsmål jeg stillede handlede om mit livsformål. Svaret var, at det var jeg ikke klar til at høre. Min reaktion var forundring og en lille tvivl om det nu kunne være rigtigt. Men svaret udeblev.
Clairvoyancen var en kæmpe hjælp og noget i mig sagde, at jeg skulle udforske det nærmere. Hurtigt efter deltog jeg i et af hans clairvoyancekurser og opdagede, at jeg utroligt nok havde et vist potentiale. Stærkt motiveret førte det mig videre til et kursus i mediumship på Arthur Findlay College i England, der er en slags Harry Potter-skole, hvor man undervises i bl.a. healing, clairvoyance, afdødekontakt, spiritualitet og intuitiv kunst.
Det ændrede mit liv for altid.
Under opholdet blev min kundalini under magiske omstændigheder aktiveret. Kundalinien er den energi (Prana eller livsenergi), der strømmer fra rygradens rod op igennem kroppen og ud igennem det bløde punkt på toppen af hovedet.
Månederne efter begyndte min krop at ændre sig. Hænderne blev brændende varme, celler og knogler føltes som iskrystaller, vægten faldt, sanserne blev skærpet, farverne i naturen blev stærkere og alt føltes mere levende og vibrerende. Livskraften strømmede igennem mig og jeg dansede med selve livsenergien.
Drevet af en helt ny synkronisitet begyndte jeg at udforske mit indre univers og det, der skulle vise sig at være evnen til at kanalisere spirituel healing og vejledning. Det føltes som om mit livsformål havde fundet mig.
Under en sjælerejse blev jeg senere bevidst om, at mit livsformål er at opleve og være ubetinget kærlighed i ord og handling.
Jeg begyndte at opsøge buddhistiske mestre og spirituelle lærere i ind- og udland for at få hjælp til at forstå og udvikle min nyopdagede evne - og mit livskald. Det var helt centralt for mig at komme til at mestre arbejdet med energien og healingen. Derfor trænede jeg intensivt og uddannede mig til Reiki Mester, Reconnective healer, The Personal Reconnection og i mange flere forskellige krops- og energiterapeutiske metoder.
Den åndelige opvågning var ikke let. Undervejs gik jeg gennem sjælens mørke nat og blev konfronteret med mine ubevidste negative programmeringer, frygten for ikke at være værdig og for at miste kontrollen. For at overleve var jeg nødt til at åbne mig helt for lyset og for transformation af de overbevisninger, der forhindrede mig i at være i fuld kontakt med mig selv og min sjæl.
I 2004 åbnede jeg min klinik, hvor mange mennesker, der har stået ved en skillevej, siden er kommet for modtage hjælp.
I 2006 begyndte jeg at undervise private i spirituel healing og medarbejdere i energiforståelse, trivsel og jobglæde.
Een af mine første kursister valgte at modtage ene-undervisning i spirituel healing. Hendes evner til kanalisere både healing og information viste sig at være utroligt udviklede.
Under en af øvelserne, hvor vi skulle se hinanden i øjnene i 15 minutter, gik hun i trance. Her så hun mig i en manifestation af Gudinden Dakini Simhamukha.
Det fortælles, at Dakini Simhamukha er åndelig guide og Gudinde fra Plejaderne, der løfter vores energi ind i den nye tid. Hun er et feminint aspekt i tibetansk buddhisme og i andre mytologier kan hun måske relateres til gudinderne Sekhmet og Kali. Hun styrker forbindelsen til vores unikke åndsfrekvens og hjælper os med at trandencere egoet, healer, beskytter mod negative energier og inspirerer til spirituel vækst.
Det har i alle årene været en stor glæde og hjælp at fortsætte mit samarbejde med kursisten. Hun er idag en meget kær ven og healer kollega.